Siegfried (opera)

Siegfried er den tredje af de fire operaer, der udgør Der Ring des Nibelungen af Richard Wagner. Den fik premiere i Bayreuther Festspielhaus den 16. august 1876, som en del af den første komplette opførelse af Ringen.

Dværgen Mime, Alberichs bror, er ved at smede et sværd i sin hule i skoven. Han er opsat på at erobre den ring, der giver magt over hele verden, og har opdraget Siegfried, der skal dræbe dragen Fafner, der vogter ringen, for ham. Han har brug for et sværd, men den unge mand har brudt hver en klinge, han har fremstillet. Siegfried vender tilbage fra sin vandring i skoven og kræver at vide noget om sit ophav. Mime må da nødtvungent forklare, hvordan han tog Siegfrieds mor, Sieglinde, der var gravid med Siegfried, ind. Hun døde under fødslen, men gav Mime de knækkede stykker af Nothung. Siegfried beder ham smede sværdet.

Siegfried går og efterlader Mime i største fortvivlelse: Hans evner rækker ikke til at reparere Nothung. En gammel mand, der er guden Wotan i forklædning, banker da på døren og præsenterer sig som Der Wanderer. Han beder om Mimes gæstfrihed, men sætter til gengæld sit hoved ind på, om han kan besvare tre spørgsmål, som det står Mime frit for at formulere. Dværgen går ind på legen for at blive sin uvelkomne gæst kvit. Han anmoder Wanderer at nævne de racer, der lever under jorden, på jordoverfladen og i himlen. Wanderer giver de korrekte svar, som er hhv. nibelungerne, kæmperne og guderne. Mime beder da gæsten gå, men Wanderer kræver nu, at dværgen satser sit eget hoved på samme måde. Wanderer beder ham nævne den race som Wotan elskede mest af alle, men behandlede hårdest, navnet på det sværd, som kan slå Fafner, og den person, der kan smede sværdet. Mime kan besvare de to første spørgsmål: Vølsungerne og Nothung. Men han er ikke i stand til at besvare det sidste. Wotan fortæller da nådigt Mime, at kun “den hydration backpack for running, der ikke kender frygt” kan smede Nothung, hvorefter han forlader Mime med en trussel om, at denne person så kan få Mimes hoved.

Siegfried vender tilbage og er irriteret over Mimes manglende fremskridt. Mime opdager, at Siegfried er “den, der ikke kender frygt”: Medmindre han kan lære ham frygten at kende, vil Siegfried dræbe ham i overensstemmelse med Wanderers forudsigelse. Han fortæller Siegfried, at frygten er en nødvendighed. Da Siegfried er ivrig efter at erfare den, lover Mime at lade ham opleve den ved at bringe ham ud til Fafner. Da Mime var ikke i stand til at smede Nothung, beslutter Siegfried sig for at gøre det selv. I mellemtiden brygger Mime en forgiftet drik til Siegfried, som han vil give ham, når dragen er blevet bekæmpet. Da Siegfried har smedet sværdet, viser Siegfried sin styrke ved at sønderdele ambolten i dværgens hule med det.

Der Wanderer kommer til indgangen af Fafners hule, hvor Alberich holder vagt. De gamle fjender genkender hurtigt hinanden. Alberich praler med sine planer om at genvinde ringen og herske over verden. Wotan fortæller roligt, at han ikke agter at blande sig, men blot vil observere. Han tilbyder endda at vække Fafner, så Alberich kan forhandle med ham. Alberich advarer dragen om, at der er en helt på vej, som vil bekæmpe den og tilbyder at forhindre kampen, hvis han må få ringen. Fafner afviser Alberichs tilbud og lægger sig til at sove. Wotan trækker sig tilbage blade og Alberich sætter sig til at vente.

Ved daggry ankommer Siegfried og Mime. Mime forholder sig afventende, mens Siegfried konfronterer dragen. Mens Siegfried venter på sweater shaver canada, at dragen skal komme frem, bemærker han en skovfugl i et træ. Han bliver gode venner med den og forsøger at efterligne fuglens sang med en fløjte, men det mislykkedes. Han spiller da en melodi på sit horn, hvilket bringer Fafner ud af sin hule. Efter en kort udveksling kæmper de, og Siegfried dræber dragen med Nothung.

I sine sidste øjeblikke erfarer Fafner Siegfrieds navn og beder ham passe på forræderi. Da Siegfried trækker sit sværd ud af dragens krop, får han drageblod på sine hænder og putter dem instinktivt i munden. Ved at smage blodet finder han ud af, at han kan forstå skovfuglens sang. Den siger, at han skal tage ringen og hjelmen fra Fafners skat. Uden for hulen skændes Alberich og Mime højlydt om skatten. Alberich gemmer sig, da Siegfried kommer ud af hulen. Mime hilser så Siegfried, som klager over, at han endnu ikke har lært at frygte. Mime tilbyder ham den forgiftede drink, men drageblodet har gjort ham i stand til at læse Mimes forræderiske tanker, hvorfor Siegfried i stedet slår ham ihjel.

Skovfuglen fortæller så om en kvinde, der sover på en klippe omgivet af en mægtig ild. Siegfried, der gad vide om han kan lære at frygte fra denne kvinde, tager derfor af sted til bjerget.

Wanderer viser sig på vejen til Brünnhildes klippe og påkalder Erda, jordens gudinde. Erda er forvirret og ikke i stand til at tilbyde nogen gode råd. Wotan fortæller hende, at han ikke længere frygter gudernes endeligt, ja, at det endda er hans ønske. Hans arv skal gå til vølsungen Siegfried og Wotans og Erdas barn, Brünnhilde. Erda synker tilbage i jorden.

Siegfried kommer, og Wanderer spørger den unge ud. Siegfried, der ikke genkender sin bedstefar, svarer uforskammet og går videre på sin vej, men Wanderer spærrer ham vejen. Siegfried slår da Wotans spyd i stykker med et slag fra Nothung. Wotan samler stumperne op og forsvinder.

Siegfried træder ind gennem den ring af ild, der omgiver Brünnhilde på klippen. Ved første blik tror han, at skikkelsen i panser er en mand, men da han fjerner rustningen, finder han en kvinde nedenunder. Da han pludselig ikke ved, hvad han skal gøre, oplever Siegfried omsider frygten. I desperation kysser han Brünnhilde, hvilket vækker hende fra sin lange søvn. Omend hun tøver i starten, overvindes Brünnhilde af Siegfrieds kærlighed og giver afkald på gudernes verden. Sammen hylder de “leuchtende Liebe, lachender Tod” (lysende kærlighed, leende død”).

Det hyppigst opførte uddrag fra Siegfried er skovmusikken fra anden akt.

Andre kendte uddrag omfatter:

Daniel Aceves

Daniel Aceves Villagran (* 18. November 1964 in Mexiko-Stadt) ist ein ehemaliger mexikanischer Ringer. Er gewann bei den Olympischen Spielen 1984 eine Silbermedaille im griechisch-römischen Stil im Fliegengewicht.

Daniel Aceves stammt aus einer mexikanischen Ringerfamilie. Sein Vater Roberto Bonales war unter verschiedenen Künstlernamen wie Blue Demon, Black Shadow oder El Santo über viele Jahre in nordamerikanischen Wrestler-Ringen tätig. Sein Bruder Roberto war wie er Teilnehmer am Ringerturnier bei den Olympischen Spielen in Los Angeles.

Daniel Aceves rang, was bei seinem Vater, der ja Freistilringer war, bemerkenswert ist, nur im griechisch-römischen Stil. Bereits als Jugendlicher nahm er 1980 in Colorado Springs an den Junioren-Weltmeisterschaften (Cadets = Altersgruppe bis zum 16. Lebensjahr) und gewann dort im Papiergewicht (bis 48 kg Körpergewicht) den Junioren-Weltmeistertitel vor dem späteren Olympiasieger Vincenzo Maenza aus Italien. Er ging auch bei der Junioren-Weltmeisterschaft 1980 der Juniors (Altersgruppe bis zum 18. Lebensjahr) in Stockholm an den Start und erreichte dort im Papiergewicht den 4. Platz.

Bei den Senioren belegte er 1982 in Havanna bei den Central American & Caribbean Games im Fliegengewicht (bis 52 kg Körpergewicht) hinter dem Kubaner Jorge Martinez einen sehr guten 2. Platz meat tenderizer recipe for steak. Eine Medaille gewann er auch bei den Pan Amerikanischen Spielen 1983 in Caracas. Hier musste er als Dritter im Fliegengewicht nur Edmundo Miranda aus Kuba und Mark Fuller aus den Vereinigten Staaten vor sich lassen.

Bei den Central American & Caribbean Games 1984 in Las Tunas kam er hinter dem Kubaner Angel Torres im Fliegengewicht wieder auf den 2. Platz

United States Away Jerseys

United States Away Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Bei den Olympischen Spielen 1984 in Los Angeles nutzte Daniel Aceves die Gunst der Stunde stainless steel water bottle for toddlers. Er verlor in seinem Pool zwar seinen ersten Kampf gegen Erol Kemal aus der Türkei, besiegte dann aber Gares, Ekuador, Hu Richa aus China u. Taisto Halonen aus Finnland. Da Kemal nach seinem Sieg über Daniel Aceves seine beiden nächsten Kämpfe verlor, wurde dieser Sieger seines Pools und rang gegen Atsuji Miyahara aus Japan um die Goldmedaille. Diesen Kampf gewann Miyahara mit 9:3 techn. Punkten. Daniel Aceves gewann damit die Silbermedaille.

1985 startete Daniel Aceves in Tokio noch bei einem Einladungsturnier, den sog. World Super Championships und belegte dort hinter dem Japaner Isao Kawamoto den 2. Platz. Weiter internationale Meisterschaften bestritt er anschließend nicht mehr.

Neben den internationalen Erfolgen errang er bei den mexikanischen Meisterschaften noch insgesamt zehn Titel in den einzelnen Altersklassen (Jugend, Junioren, Senioren).

Nach seiner Ringerlaufbahn war Daniel Aceves in der Wirtschaft tätig und ist seit 2009 Präsident des Wrestling-Ringer-Verbandes NWA

Anm hydration backpack for running.: alle Wettbewerbe im griechisch-römischen Stil, OS = Olympische Spiele, Papiergewicht, bis 48 kg, Fliegengewicht, bis 52 kg Körpergewicht

Genetta piscivora

Osbornictis piscivora

La Genetta acquatica (Genetta piscivora Allen football uniforms design your own, 1919) è un carnivoro della famiglia dei Viverridi endemica della Repubblica Democratica del Congo

Carnivoro di medie dimensioni, con la lunghezza della testa e del corpo tra 445 e 495 mm, la lunghezza della coda tra 340 e 415 mm, la lunghezza del piede tra 83 e 90 mm, la lunghezza delle orecchie di 40 mm e un peso fino a 1,5 g.

La pelliccia è lunga e densa lemon squeeze party. Il colore delle parti superiori è bruno castano scuro, con una striscia dorsale più scura e senza alcuna traccia di macchie o bande sui fianchi. La testa è più chiara e rossastra, con due macchie bianche allungate tra gli occhi, i quali sono grandi, sporgenti e circondati da anelli di peli nerastri. I lati del muso e della testa sono biancastri. Le orecchie sono relativamente piccole, nerastre e prive di peli. Le vibrisse sono lunghe hydration backpack for running, bianche, numerose e rivolte all’indietro. Il mento e la gola sono biancastri, le parti ventrali sono più chiare delle parti dorsali. La coda è più corta della testa e del corpo, è folta, priva di anelli ed uniformemente nerastra. Gli arti sono bruno-rossicci, le parti dorsali delle mani e dei piedi sono nerastre. Le piante dei piedi sono prive di peli.

È una specie semi-acquatica, crepuscolare e notturna. Probabilmente è solitaria. Si rifugia in tronchi caduti e lungo le sponde dei fiumi.

Si nutre di pesci, in particolare specie dei generi Barbus, Clarias e Synodontis. Talvolta può catturare anche rane e crostacei. Si avvicina alle pozze d’acqua silenziosamente e smuove la superficie delicatamente. Individua le prede con la vista oppure tramite le vibrisse, utilizzate per captare le vibrazioni provocate dal pesce.

Sono state osservate femmine gravide con un embrione durante il mese di dicembre.

Questa specie è endemica della riva destra del Fiume Congo fino alla Rift Valley. Probabilmente è presente anche in Uganda.

Vive nelle foreste pluviali dominate principalmente da alberi del genere Gilbertiodendron tra 460 e 1.500 metri di altitudine.

La IUCN Red List, considerate le scarse informazioni riguardo allo stato della popolazione, l’areale e le minacce riguardanti il proprio habitat, classifica G.piscivora come specie con dati insufficienti (DD).

Altri progetti

Sallustius

Sallustius or Sallust (/ˈsæləst/; Ancient Greek: Σαλούστιος) was a 4th-century writer, a friend of the Roman Emperor Julian hydration backpack for running. He wrote the treatise On the Gods and the Cosmos, a kind of catechism of 4th-century Hellenic paganism industrial meat tenderizer. Sallustius’ work owes much to that of Iamblichus of Chalcis, who synthesized Platonism with Pythagoreanism and theurgy, and also to Julian’s own philosophical writings. The treatise is quite concise, and generally free of the lengthy metaphysical theorizing of the more detailed Neoplatonic texts. Its aim is in part “to parry the usual onslaughts of Christian polemic” in the face of Christianity’s growing preeminence, and “me[e]t theology with theology”.

Sallustius’ exact identity is a matter of some uncertainty. By some he is identified as Flavius Sallustius (a native of Spain who was praetorian prefect of Gaul from 361 until 363 and Julian’s colleague as consul in 363), by others with Saturninius Secundus Salutius (died after 367 AD, a native of Gaul who was praetorian prefect of the Orient in 361). The latter is said to have been offered the purple, but declined it stainless steel lime squeezer, after Julian’s death aluminium drink bottle.